Barndoms liv

Men vi børn slap for at få stedmor. De første år efter moders død havde vi husbestyrerinde, men derefter måtte søster Johanne i en meget ung alder styre hus og være os i mors sted; og hvor var hun god imod os, aldrig tænkte hun på sig selv, altid ville hun glæde os. Hun er det mest opofrende og mindst egenkærlige menneske, jeg har kendt.

Men svagelig var hun fra sin tidligste barndom; mere end én gang havde hun blodstyrtning, og en gang stod vi omkring hendes seng og troede, hun var døden nær. Hun overvandt dog også denne sygdom, som så mangen anden senere hen i livet.

Vi børn førte en stille og rolig tilværelse derhjemme. Far var en stille og alvorlig mand. Han talte ikke meget med os, jeg tror nærmest, vi var lidt bange for ham. Han var allerede dengang en ældre mand, og det har sikkert ikke været let for ham at gå der ene med seks småbørn, hvoraf kun den ældste lige var konfirmeret. Han har sikkert ment det bedste for os, men vi forstod nok ikke ham i hans ensomhed, og han ikke os. Det lå heller ikke i tiden da, at børn og forældre kunne være kammerater. Legemlig straf behøvede far ikke at anvende på os, et blik var tilstrækkeligt. Var vi ene inde, og det kunne gå lidt lystigt til, så snart det lød: ”Nu kommer far” var alt på sin plads, og munden lukket. Det var jo forkert af os, det ville sikkert have gjort far godt, om vi havde kunnet slutte os til ham. Som regel blev kun de nødvendige ord sagt, og dermed basta. –

Det var heller ikke så let at gå til far og bede om noget; mine større søstre brugte undertiden i den anledning at sende mig af sted ”så får vi bedre lov til det”. Far må jo have haft mere tilbøjelighed til at sige ja, når det var den mindste lille moderløse, der bad; men han må tillige have gennemskuet situationen, for så kunne han spørge: ”hvem har sagt, du skulle bede om det?” - og så kom jo bekendelsen! - Vi seks søstre kom ualmindelig godt ud af det sammen. I den retning stod vi som et godt eksempel blandt folk i byen, har vi tit hørt, og jeg synes også selv, at eftersom vi ingen mor havde til at retlede os, kom vi kønt og godt ud af det sammen.

I tusmørket om vinteren, når de store søstre skulle ud at ”røgte” = give kalve og svin, hente vand, tørv og brænde, så sad ”vi tre små” inde i dagligstuen hos far, og ilden fra den store gamle kakkelovn skinnede så kønt ud i stuen, så sagde far tit: ”Nu kan I jo synge en sang”. Tit forlangte han en, der stod i vor skolesangbog ”Vis stedste troskab, ærlighed - indtil din køle grav - og vig ej mindste fingersbred - fra Herrens veje af”. Men endnu tiere sagde han: ”I kan jo synge om det lille egern (Liden egern sad). Ja, far har nok haft sine tanker med den sang, der handlede om, hvordan Gud hjalp de moderløse små ved deres bøn.

Vi ved ikke, hvor megen bekymring far har gået med i sit stille sind for vi børns skyld, mange bønner har han sikkert sendt op for os; vi ved det ikke, tænkte ikke på det. Først efter mange års forløb, ja måske først efter, at jeg selv havde fået børn, gik det op for mig, hvad jeg skyldte min gode far.

Vi tre små kom meget tidligt i seng. Vi lå i alkovesenge i dagligstuen. Tvillingerne i den ene, og Anne og jeg i den anden. Vi skulle i seng før karlene kom ind om aftenen, og vi misundte de store søstre, der måtte være oppe. Vi lå så og kiggede ind mellem lågerne i stuen og på dens indvånere. Lamper fandtes dengang ikke; en høj lysestage af træ blev stillet midt på gulvet, og derpå anbragt et hjemmestøbt tællelys, som stadigt skulle have vægen pudset af med lysesaksen, ellers blev det for søvnigt; stadig lød det:” snub lyset”, og så måtte fingrene eller saksen tage affære. Denne lysestage (”Lysebukken”) var indrettet sådan, at den kunne skydes op eller ned, forkortes eller forlænges eftersom der var et langt eller kort lys deri. Det var en meget tarvelig belysning, men vi kendte intet bedre, og derfor kunne det gå. Rundt omkring ”bukken” sad søstrene ved hver sin rok, og far med avisen. Undertiden bandt han og karlene riskoste, eller de havde andet husflidsarbejde for. - Trods det, at vi kom tidligt i seng, kom vi dog ikke tidligt op; vi skulle blive indenfor vore låger til karlene havde været inde og spist davre. Det kneb for os. Vi vågnede jo tidligt, og når vi så hørte klokken slå 7 om vintermorgenen, så råbte vi: ”far, da slog klokken syv!” Dørene stod åbne ind til soveværelset. Vor kalden glædede just ikke de store søstre, som gerne ville ligge, men i vor egen interesse gjaldt det jo om at få publikum op, få dem ind at spise, og - så lugerne til side og op. Ventetiden kunne blive os lang, og jeg kan huske, at vi undertiden til tidsfordriv har ligget og talt, hvor mange skefulde øllebrød karlene har spist!

Min fødselsdag havde jeg lov at komme tidligt op, og det var mig en sand fryd at se på, at tvillingerne lå derinde i deres seng, mens jeg var oppe.

- Hvad vi ellers som børn tog os for om dagen, mindes jeg ikke; jeg især var sikkert ikke meget flittig. - Vi kom meget sjældent sammen med andre børn; kom der fremmede hjemme, kom vi heller ikke ind til dem, men nøjedes med at kigge gennem dørsprækken, når søster Johanne gik ind for at opvarte dem. Vi havde heller ikke lov at spise ved det store bord til daglig, hvor måltiderne, som regel, blev indtaget i stilhed. Vi tre små sad i køkkenet, ved en almindelig stol som bord, på hver sin lille stol udenom; og vi var nok ikke helt små, at vi måtte blive der. Alt dette tilsammen har nok sin store grund i, at jeg blev undselig, kejtet og meget genert, hvad der har fulgt mig alle dage.

Som barn var jeg meget mørkeræd, gik meget nødigt ind i en anden stue om aftenen, når det var mørkt. Havde jeg hørt en spøgelseshistorie, hvad der ikke sjælden hændte den gang, kunne jeg ikke blive fri for den igen, og når det så blev mørkt, blev det rent galt. I fars sovekammer blev der om vinteren fyret i kakkelovnen om aftenen, og så mindes jeg grant, hvordan jeg kunne sidde i angst og vente på det øjeblik, da Johanne, siddende ved sin rok, sagde: ”kan du gå ind og lægge at stykke brænde på kakkelovnen”. Jeg rejste mig straks og gik derind (der var jo mørkt i køkken og soveværelse), lagde brænde på, og for så ud af stuen og smak døren i. Jeg havde en følelse, som om noget var mig i hælene. Hvis jeg nu havde sagt, at jeg var så bange for at gå ind i mørket, var jeg sikkert blevet fri. - Igen denne indesluttethed.

Vore to gamle mostre, Karen og Birthe, boede i det lille hus, som hører til gården hjemme. Derhen gik vi tre hver dag. Skød det over en dag, lød det straks: ”hvordan kan det dog være, at I kære børn ikke har været her så længe?” De tog altid hjerteligt imod os, kyssede os, når vi kom, og ligeså når vi gik. De to gamle piger var ud over det almindelige. De blev også kaldt ”de hellige piger”, og det var intet øgenavn, de bar det med rette.

Deres gudsfrygt og tro var dem et og alt, deri levede de, og derudaf talte de. De havde så mange gudelige bøger, tykke gamle bøger, som just ikke virkede på vi børn som eventyrbøger! Når vi kom derhen om søndagen, læste de prædiken højt. Jeg ser dem endnu for mig, siddende i lænestolen med den meget tykke bog i skødet, hvoraf der blev læst op, og jeg ser den kærlige måde, hvorpå de holdt på bogen. Der sad så vi tre små tilhørere, og jeg kan sige for mit eget vedkommende, at jeg forstod ikke meget af det, men for hver gang, der blev vendt blad, kiggede jeg efter, om det nu endte på den side! I deres nidkærhed lærte de os så mange vers og bønner; kun én af dem har fulgt mig gennem alle årene = Hver morgen at takke for natten og begynde dagen i Jesu navn. Og om aftenen takke for dagen og alle gode gaver, og så overgive os i Guds varetægt. - Det er arvegods fra mine gamle fromme mostre. - Inden vi sluttede vort besøg hos dem, fik vi undertiden sveskestene, som vi slog i stykker med en lille hammer og spiste kernerne (moster Karen spiste så mange svesker). Somme tider kunne vi få et paradisæble, disse havde deres plads i en flad kasse, der stod under en af sengene. Æblerne var meget støvede og visne - men vi var børn, og de gik i os. - Selve sengene var sådanne, som jeg ingen andre steder har set dem - rigtige himmelsenge med kroner og omhæng. - (så vidt jeg ved, er den ene af disse senge efter mostrenes død, kommet på Nationalmuseet i København). Der stod sådan en seng i hver ende af stuen, der havde husets bredde, men så smal, at sengenes længde passede dertil. Ja, hvor har vi tre børn siddet mange timer i den stue.

De gamle mostre stod højt anskrevet hos Provst Leth i Svanninge. De kom en del sammen, og efter at provsten havde taget sin afsked og var rejst til København, førte de brevveksling sammen; de kunne nok skrive breve, de gamle. De læste dem altid højt for os, både dem, de selv afsendte, og dem, de modtog. Jeg er sikker på, at vi børns (særlig åndelige) ve og vel lå dem stærkt på sinde.

I min barndom var overtroen stor; der var både gode og onde magter, der kunne gribe ind. Jeg hørte også om de gode feer. Og så tænkte jeg over, at hvis jeg nu mødte sådan en god fe, der sagde, at jeg måtte få tre ønsker opfyldt, så skulle det første ønske være, at jeg måtte være Guds barn, og det andet, at jeg kunne flyve. Det tredje kan jeg ikke huske. - Men mest hørte vi om hekseri, om alt det, som onde mennesker kunne forvolde overfor deres medmennesker, hvad enten det så gik ud over folk, eller deres dyr.

De kunne f.eks. også gøre det, at man ikke kunne kærne smør. Folk måtte så se, at værge sig mod hekseriet, så godt om de forstod det; og der husker jeg et tilfælde. I sognet hjemme boede en gammel kone, Kirsten Villums, der blev anset for at være en heks; hun så så sandt heller ikke tiltalende ud; hun gik ved to stokke, og når hun så kom ind for at tigge, pustende og hvæsende, så mindede hun sådan om en gammel, tyk skrubtudse (ja undskyld) men vi børn frygtede hende, og det var der mange, der gjorde. En dag, da hun havde været inde for at tigge, var hun aldrig så snart kommet ud igen og fået døren lukket, før vor pige for hen og åbnede kakkelovnslugen, tog en glød og kastede efter hende - så skulle hun intet ondt kunne gøre os!

Når det dengang tit kneb med at kunne få smør, særlig om vinteren, så forstår vi godt nu, at det ikke skyldtes hekseri - men fremgangsmåden: mælken blev opbevaret i dagligstuen. Under loftet var der ved bjælkerne anbragt hylder, og herpå blev mælken sat op i ”sibøtter” af træ, og i lerfade, og på siden af dem blev de mærket med kridt, f.eks. mandag I, mandag II, mandag III (morgen, middag, aften) for at betegne mælkens alder. Det var ingen hel let sag at balancere op på en dertil indrettet trappe, og få mælken så på plads. Henne i hjørnet af stuen, på en træfod, stod flødebøtten; heri blev mælken skummet, eller rettere, fløden anbragt. De kaldte det at ”flyde mælk”. Det foregik nemlig ved hjælp af fingrene = et strøg med pegefingeren rundt om sibøttens rand for at løsne fløden fra kanten, derpå besørgede de fire fingre resten ved at skyde fløden foran sig ned i flødebøtten. Her stod den så i flere dage og syrnedes ved egen hjælp (”Syrevækker kendtes ikke, termometer ligeså lidt”). Når der så var samlet en tilstrækkelig mængde fløde, skulle den kærnes. Det foregik i en stampekærne, og det kunne undertiden være et brydsomt arbejde at få smør, det kunne undertiden vare i timevis; snart troede man, at det var for varmt eller for koldt - det måtte pegefingeren afgøre - koldt eller varmt vand kom så i kærnen, efter det skøn, der var taget - og så stampede man løs igen. Undertiden kunne det også gå så galt, at smørret måtte koges op, hvad der ikke gav noget stort eller fint produkt, og selvom der blev smør på den naturlige måde, kunne det jo heller ikke blive nogen ekstra vare. Hvad der ikke var brug for af smørret i hjemmet, blev solgt til folk i byen, eller sat i krukke og sendt med fragtkonen, der kørte til Faaborg to gange ugentlig med sin trækvogn.