Bondegårdsliv

De første år efter konfirmationen var jeg hjemme. De ældre søstre skiftedes til at være ude at tjene. Et par af os skulle så gøre arbejdet derhjemme under søster Johannes ledelse. Hvad der den gang foregik af arbejde i en bondegård, vil jeg så fortælle lidt om.

Vi piger skulle således malke og passe køerne. Om vinteren tillige fodre og muge. Og den gang var det ikke så praktisk indrettet, at vi kunne pumpe vand ind i krybben til dem, nej, køerne skulle slåes løse, to eller fire ad gangen og drives ud i gården for at drikke af vandtruget, to gange om dagen. Det kunne være en kold og ubehagelig omgang for dyrene, når det var frost og sne. - Så skulle vi kærne og lave ost. Omsider havde vi fået en mælkestue indrettet, så mælken kom ikke mere til at henstå i dagligstuen, hvad der blev et plus for smørret. En vinter forsøgte søster Birthe Kirstine sig endog med at sende det til en smørudstilling.

Hun havde tjent et år på ”Langedil” ved Haarby, hvor hun havde lært husholdning og mejeri, og der havde hun opnået at få sølvmedalje for smør. Nu skulle det atter forsøges og køerne fik i den anledning en tilgift af rapskager, noget som de ellers ikke kendte til. Far var meget optaget af dette, og ventede nok, at der skulle falde en medalje af; og når han hørte, at nogen af naboerne i de dage var i Faaborg, sagde han gerne: ”de er nok også ude med smør, tænker jeg snart”. - Endelig nåede vi så vidt, at krukken med udstillingssmørret kom tilbage, og stor var spændingen for at se, hvad bedømmelse, det havde fået. I en fart blev der løst op for den, og ovenpå smørret lå et kort, hvorpå der stod: ”Slet i alle måder!” Vi så på hinanden og - så brast vi i latter! Der lå medaljen! - Med osten gik det nok bedre; det var jo forholdsvis fed mælk, den blev lavet af. Osteløbe kendtes heller ikke den gang; i stedet for blev anvendt en tørret kalvemave. De gamle forstod at hjælpe sig.

Rengøringen derhjemme tog i de tider ikke lang tid. Der var stengulv i dagligstue og køkken; når de blev fejet og nyt sand strøet på, bord og bænke støvet af, så var det i orden. Opvasken, udover hvad der skulle skrubbes og skoldes af mælkefade, kærne og osteredskaber, var ikke stor - man langede jo alle til det fælles fad, og drak af den fælles ølkrus, som stod på bordet altid, parat til at modtage en tørstig sjæl. Men selv om der var en del arbejde at gå med, blev der dog megen tid til at spinde. Hver havde sin rok. Når fårene om efteråret var blevet vasket og klippet, blev ulden sendt til Faaborg for at kartes (jeg har dog også været med til at karte derhjemme).

Ulden skulle vi være færdige med at spinde til jul, og hvad vi ikke brugte til at strikke strømper af, blev sendt til væveren, for at væves til vadmel og hvergarn, for derefter at syes til klæder, både til far og vi søstre. - Efter jul spandt vi hør og blår. Men forinden den var nået så vidt, at den kunne spindes, havde den været i hænder mange gange = om foråret blev der sået hørfrø; ved høst var hørren tjenlig til at ruskes op med rode; den blev tørret, og tærsket for at fjerne frøet, og derefter blev den spredt tyndt ud i rækker på marken, hvor den lå, til den var tjenlig at ”bryde”. Der blev så gravet et dybt aflangt hul i jorden ude i toften; i bunden af hulen blev anbragt et bål af store brændestykker, oven over hulen blev lagt stænger, og her blev hørren anbragt for at tørres, hvorefter den umiddelbart derefter blev bearbejdet på ”bryder”, for at den hårde skal kunne slippe ”taverne” (den egentlige hør). Der skulle et kyndigt menneske til at passe hulen, for min erindring ligger Sofie Albrekts på knæ foran den, veninde hørren, og med kendermine prøve når den havde nok; ?????? (ikke helt forstået.E.-M.) undertiden slog røgen op, så det var ingen nydelse at ligge der. Det kunne også hænde, at bålet dernede blev for stærkt, så der kunne gå ild i hørren, og noget blusse af. - Når hørren havde fået sin omgang i bryderne, blev den ”skottet” på en såkaldt skottefod, for yderligere at rense den, og til allersidst blev den ”heglet”. Dette sidste arbejde besørgedes dog af hørsvingeren på sin maskine, hvor hør og blår blev skilt fra hinanden. Først da kunne vi begynde at spinde den. - Og så var der endda et godt stykke vej endnu, før der kunne sys tøj af den.

Alt dette var jo hjemmeindustri, som vel ikke så mange nutidsmennesker kender, og derfor kan det vel nok interessere at høre lidt om; men det er ganske interessant selv at have været med til, og tænke tilbage på.

Når hør og blår så var spundet til garn, skulle det jo bleges, og det foregik på den måde, at det våde garn blev indsulet i bøgeaske, lagt i vaskekedlen med vand på og kogt. Når det havde ligget der et døgn, blev det skyllet og derefter hængt på stænger for at bleges ude i foråret.

Når garnet efter sådanne flere omgange kogning og blegning var tilstrækkeligt hvidt, blev det vundet i nøgler, og sendt til vor hjemlige væver. Efter hjemkomsten derfra måtte det igen gennemgå en blegeproces. Efter kogningen blev de lange stykker lærred bredt ud på blegepladsen i haven, hvor det lå til det var hvidt nok til at sy duge, lagner, håndklæder eller skjorter og særke deraf. Alt dette blev jo derefter syet i hånden.

Vasken i gamle dage gik heller ikke så let for sig som nu. Vi havde ikke vaskebrætter, langt mindre vaskemaskine, men vi måtte bruge vore hænder på det grove hjemmelavede lærred. Når tøjet så var kogt og gnedet rent, blev det lagt op i et kar, i hvis bund var anbragt en stor pose med bøgeaske, herover blev tøjet lagt, og der blev hældt kogende sodalud på, tappet af, kogt og atter hældt på. Dette gentog sig mange gange (det kaldtes af ”byge på”). Så stod det til næste dag, og så kom det mest meningsløse, synes jeg. Karret med tøjet blev sat på en vogn, og kørt ned til ”bækken”, det vil sige i den nederste ende af byen, her var rindende vand til skylning. Men ikke nok med det. Tøjet skulle ”bankes”, luden skulle slås ud af det, og i det øjemed var medbragt en ”tostol”???? og en ”tærskel” pro persona, og så gik det løs med bankning på hvert enkelt stykke. Det har sikkert været en hård omgang for vaskepigerne ved vinterdage at komme til ”bækken”. Jeg nåede ikke så langt i by med vasken, men har dog været med til at banke tøj ved den hjemlige post til jeg var 20 år.

Så var der bagning af rugbrød, hvedebrød m.m. Det foregik, som jeg allerede har nævnt, i den store ovn. At ælte den store rugdej af flere kopper mel, var et arbejde, der fordrede gode armkræfter.

Der skulle også brygges øl. Men først skulle maltet laves. Det var også en hel videnskab. Byggen dertil blev sat i blød i et stort kar; når den havde stået der i tre dage, blev vandet tappet fra, og kornet blev lagt i en dynge på loftet for at spire, hvorefter det kom på ”køllen” for at tørres (køllen var en rist, der var anbragt i skorstenen, og der blev så fyret forneden i et dertil indrettet rum). Når kornet på den måde var bleven tørt, var det malt. Dog skulle mølleren først male det, før der kunne brygges af det. Der blev brygget en masse øl derhjemme. Foruden to oksehoveder, hvori gemmeøllet var anbragt, havde vi desuden fem store og tre små tønder.

I marts måned, når månen var i aftagende, skulle vi brygge gemmeøl, ikke mindre end fire gange blev der brygget øl af tolv kopper malt hver gang, så det blev til en antagelig mængde øl. Samtidig med at maltet blev tørret på køllen, blev der tillige røget flæsk, lammelår og rullepølser, som blev hængt op i den omtalte rist, hvorover maltet lå.

Når vi om efteråret havde slagtet får og lam, blev den afsmeltede talg brugt til lysstøbning. Dette foregik på den måde: I en ”lyseform” blev hældt kogende vand, derover den smeltede talg, og heri blev lysene støbt, ved at dyppes mange gange. Til lysene var anvendt blårgarn til tande, der blev hængt på ”lysespid”. Disse igen anbragt mellem tremmerne på en stige, hvis ender hvilede på et par stolesæder. Der sad vi så og dyppede og dyppede, til lysene havde fået den tykkelse, vi ønskede. Det gjaldt om at være vågen (lysvågen) for ellers ville lysene brænde søvnigt! Der blev støbt lys af forskellig tykkelse, de tynde kaldtes pråse, men de tykkere hed lys. Der blev også som regel støbt to helligtrekongers.lys (med tre grene). De blev tændt helligtrekongers aften, som også blev højtideligholdt. Nu har vi ikke hjemmestøbte tællelys på bordet mere, så godt som al den gamle hjemmeindustri er borte; mange lettelser og bekvemmeligheder er kommet i stedet. Arbejdet er blevet et andet, og hvor er tiden meget forandret, når jeg tænker godt 50 år tilbage.

Også høsten har forandret udseende. Det var festligt, når vi den gang på en høstdag drog i marken 3-5 ”jern”, mejer og binder hvidklædte. Karlene med mejetøjet på nakken, og pigerne med deres ”krat” i hånd (til at samle kornet i neg). Pigerne skulle tillige bære den store madkurv, der indeholdt frokosten. Karlene skulle bære øllejlen?????. Det var et kønt syn, at se en række høstfolk i arbejde, det var tillige en æressag for en binder, at kunne følge sin mejer. - Nu er leernes festlige klang borte fra høstageren. - Når det sidste korn var falden for leerne, gik høstfolkene samlet op foran døren derhjemme, og ”hvæssede for kål”, så måtte ”vor mor” være der med æbleskiver, for ellers gik det ud over grønkålen!